Furesø melder klar med nødberedskab i tilfælde af lockout

Furesø Kommune forbereder sig på en situation, hvor størstedelen af den kommunale service sættes i bero, hvis overenskomstforhandlingerne på det kommunale område fører til lockout.

En borger skal stadig akut kunne få udleveret en kørestol. Et lyskryds skal stadig skifte til grønt. Og servicevagten skal stadig kunne rykke ud til sprungne vandrør og alarmer i kommunens bygninger. Planen for Furesø Kommunes nødberedskaber tager form, mens konflikten på de offentlige overenskomstområder spidser til. 

Selv hvis medarbejderne på en lang række kommunale serviceområder bliver ramt af lockout, må en konflikt ikke gå ud over liv og førlighed hos berørte borgere. Det sikrer de kommunale nødberedskaber, fortæller Christine Brochdorf, der er kommunaldirektør i Furesø Kommune: 

”I Furesø Kommune følger vi naturligvis situationen omhyggeligt. I tilfælde af en lockout vil store dele af vores medarbejderstab ikke kunne varetage deres almindelige arbejde. Vi kan ikke levere den nødvendige service og opretholde et tilfredsstillende tilsyn uden vores medarbejdere. Derfor forbereder vi os på en situation, hvor vi er nødt til at lukke skoler, dagtilbud, svømmehaller, idrætshaller mv. i en periode,” siger Christine Brochdorf.

”Når vi indgår nødberedskabsaftaler, handler det altså om at sikre, at der ikke opstår fare for borgernes liv og førlighed under en konflikt. Alle livsnødvendige funktioner opretholdes. Til gengæld kan vi ikke gardere os imod, at en konflikt vil kunne mærkes på en lang række ikke-akutte områder,” tilføjer hun. 

Kommunens akut-telefonnumre vil fortsat også være åbne. Dem finder du på www.furesoe.dk/akut, hvor du også kan holde dig orienteret om situationen i Furesø.

Mange omfattet af konfliktvarsel 

Som led i forberedelserne skal medarbejderne melde ind, om de gennem deres faglige organisation er omfattet af lockouten. Kommunen forventer, at det drejer sig om mellem 1.600 og 1.800 medarbejdere. Ved en lockout vil borgere og brugere af kommunens tilbud få mere direkte besked om situationen, der berører dem. 

Indtil videre har KL meldt de overordnede rammer om en landsdækkende lockout ud. Ifølge KL vil størstedelen af skoler og daginstitutioner være omfattet, mens specialtilbud stort set bliver undtaget. Ældreområdet og en række områder på sundheds-, handicap- og socialområdet er undtaget. 

 

Kontakt

Furesø Kommune

Tlf.: 7235 4000
Mandag-fredag kl. 10-14
Torsdag dog kl. 10-17

Kontakt Borgerservice

Akut - kontakt uden for åbningstid

Find Furesø Kommune på instagram  Følg Furesø Kommune på facebook  Følg Furesø Kommune på LinkedIn

Furesø Kommunes EAN-numre 
CVR-nr.: 29188327
Kommunenummer: 190