Rasmus og Mert sætter strøm til bytorvets indkøbsvogne

En 'Vognbizz', der minder kunderne om at returnere deres kundevogne, blev vinder af Furesø Innovationsprojekt 2018, da virksomheder og syvendeklasser i sidste uge udviklede nye løsninger til Furesøs erhvervsliv.

"Mit hjerte bankede vildt, jeg blev monsterglad! Jeg var rørt over de elever, der stemte på os til vores lokale finale på Lyngholmskolen og i arenaen, det har bare været fedt", siger Rasmus Gaarn Lind.

Sammen med vennen Mert Erten vandt han sidste fredag, den 2. februar, Furesø Innovationsprojekt 2018. 

23 hold fra kommunens syv folkeskoler deltog med en vindergruppe pr. klasse, og det var en imponeret borgmester, der overrakte pokalen under et øredøvende bifald:

"Mange af de unge finalister havde kæmpet med nattesøvnen af bar spænding over at skulle deltage i finaledagen. Men de havde ikke noget at bekymre sig om. Jeg mødte nogle topengagerede og kloge unge mennesker, der på meget dygtig vis formår at forstå og fortolke virksomhedernes problemstillinger. Og det i en grad så virksomhederne gerne vil arbejde videre med deres idéer. Det kan vi alle være stolte af", siger Ole Bondo Christensen (A).

Mert fortæller om følelsen af at vinde FIP2018: "Jeg blev så glad - tænk, Rasmus og jeg havde vundet sammen! Det var meget spændende at møde de andre skoler og se deres projekter. Vi har lært masser af ting, som at stå og fremlægge højt, brainstorme og samarbejde, vi har haft en super gruppe. Det var også spændende at se alle de andres projekter, det har vi også lært noget ved".
I år blev innovationsugen FIP (Furesøs Innovations Projekt) afholdt for tredje år i træk. Eleverne på 7. årgang på tværs af Furesøs folkeskoler lægger hårdt arbejde og idérigdom i at løse konkrete og reelle udfordringer med en innovativ vinkel fra de lokale virksomheder, der i år var Gerresheimer A/S, Farum Bytorv, Galaksen og The Scandinavian.

Rasmus' og Merts vinderprojekt, 'Vognbizz' forholdt sig til Farum Bytorvs udfordring med at indkøbsvogne fjernes fra bytorvets område: Deres idé var derfor at forsyne kundevognene med en chip, så kunden via en app på mobilen kan scanne en vogn. Afleveres den ikke, trækkes der et beløb på ens konto. Med løsningen er kunden fri for at bruge mønter eller poletter, og incitamentet til at aflevere vognen er stort. 

Kenneth Barenholdt, Centerchef Farum Bytorv, er begejstret: "Det har været fantastisk at se entusiasmen hos eleverne og deres oprigtige interesse for virksomhedernes udfordringer under FIP. Der har været mange gode ideer og overraskende innovative løsninger til finalen i Farum Arena. Jeg er imponeret over det, jeg har set, og stolt på de unges vegne over deres flid og kreative evner. Det er svært at få armene ned, efter at Rasmus og Mert vinder med Farum Bytorvs opgave. Vi finder vinderløsningen meget interessant, og vi vil se på, om det er muligt at implementere løsningen på sigt".
Forud for den endelige finale lå mange timers undervisning og gruppearbejde på skolerne, så eleverne kunne løse opgaven ud fra vurderingskriterierne problemløsning og innovation, kollaboration(samarbejde) og it-anvendelse.

Med sejren følger også deltagelse i den landsdækkende elevkonkurrence C.R.A.F.T. (Creating Really Advanced Future Thinkers), som Undervisningsministeriet og Styrelsen for It- og Læring holder i Bella Centret den 6. marts. Konkurrencen sætter fokus på, at skolerne arbejder med nytænkende projekter med fokus på it, medier, innovation og entreprenørskab. Drengene glæder sig til DM i C.R.A.F.T. "Det bliver spændende, vi er begge lidt nervøse, men vi vil arbejde på at forbedre vor fremlæggelse, vores stand og idéen", fortæller de.

Dette års publikumspris gik til gruppe 17 Stavnsholt, der også havde fundet på en innovativløsning til Bytorvet. Hver kategori havde en vindergruppe: Fra Gerresheimer A/ S var det Syvstjerne nr. 8 Cover Mee, for The Scandinavian var det gruppe 22 Solvang og Galaksen med Søndersø gruppe 6.
 
Vindergrupperne blev præmieret med et gavekort til Værløse Bio.
 

Fakta

Formålet med FIP er at få fokus på innovation og kompetencer som samarbejde, kommunikation, præsentation, it og fælles opgaveløsning på tværs af skolerne. Det er vigtigt, at unge mestrer disse kompetencer for at kunne begå sig i fremtidens samfund. Furesøkonsulenterne Tine Oxholm, Margrethe Kongsbak og Tobias Smith har stået som tovholdere og arrangører af hele forløbet i nært samarbejde med skolernes Pædagogiske Læringscentre og it-vejledere.

Se billeder fra årets projekt på Instagram: #furfip2018

Kontakt

Center for Dagtilbud og Skole

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4000
Skriv til os via Digital Post (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)

Ole Bondo Christensen

Fuglsangpark 14
3520  Farum
Mobil: 7216 5200
E-mail: borgmester@furesoe.dk