Spørgelystne 6. klasser gjorde jobfestival til succes

Glade elever bag kamera
På årets jobfestival hørte eleverne blandt andet om filmproduktion på Filmstationen. Foto: Jakob Dall
Hvad skal du være, når du bliver stor? Spørgsmålet kender de fleste børn. Men deres viden om, hvad man rent faktisk kan blive, kan sagtens være større. Derfor har alle 6. klasses-elever i kommunen netop været til jobfestival.

Hvad laver en industritekniker? Det er bestemt ikke alle elever, eller deres forældre, der kan svare på det. For ud over de traditionelle håndværksfag som tømrer og murer med alle de muligheder, de giver, er der også de mindre kendte. Og netop fordi kendskabet til de mange muligheder halter, giver det god mening at sætte gang i overvejelserne så tidligt som muligt, så klassiske håndværksfag som tømrer og murer og ideen om en erhvervsuddannelse er i bevidstheden tidligt.

Det mener Furesø Kommune og UU-Sjælsø, der for andet år i træk i fredags inviterede alle 6. klasser i kommunen til jobfestival i børnehøjde i Farum Arena. Jobfestivalen bygger oven på kommunens samarbejder med erhvervslivet og erhvervsskolerne om at få flere til at vælge en erhvervsuddannelse, men festivalen skal ikke få de ca. 450 elever til at tage stilling til deres karrierevej nu. Derimod skal den være en inspiration til at hjælpe overvejelserne på vej, når børn og unge senere hen skal til at tænke på mulighederne for fremtiden.

Nysgerrige på fremtidige muligheder

"Det er tydeligt, at 6. klasseelever er nysgerrige og ikke bange for at stille spørgsmål og suge til sig af viden om fremtidige jobmuligheder og karrierevalg. Det er et vigtigt element i vejledningen af eleverne, at vi udvider deres horisont for, hvad de kan blive, og hvordan de når derhen. Her på festivalen kan de mødes med repræsentanter for forskellige fag og brancher, og samtidig spiller arrangementer som dette rigtig godt op mod de politiske ambitioner på området, hvor der bliver brug for mennesker med erhvervsuddannelser i de kommende år," siger Henrik Poulsen (A).

Formanden for Udvalget for skole og ungdomsuddannelse åbnede dagen og indledte blandt med at fortælle om sin egen karrierevej. Ud over tre indledende oplæg ved en selvstændig filmmand fra Filmstationen i Værløse, en grafisk tekniker samt to unge kadetter i Mærsk Line, kunne UU-Sjælsø præsentere eleverne for knap 40 stande med et bredt udvalg af erhverv.
"Det er andet år i træk vi afholder Jobfestival i Furesø Kommune, som gerne skal være en inspirerende optakt til vejledningsaktiviteterne i udskolingen," fortæller Claudia Hoffmann Dose, souschef i UU-Sjælsø.
"Vi har igen i år haft nogle meget engagerede elever såvel som virksomheder i Farum Arena, og vi glæder os til igen til næste år at kunne byde elever og virksomheder velkomne til Jobfestival."

Jobfestival efter task force

Idéen til at afholde en jobfestival i Furesø udsprang af UU-Sjælsøs erfaringer fra Allerød, Hørsholm og Rudersdal og fra Furesøs task force for øget samarbejde mellem skole og virksomheder, hvor repræsentanter fra lokale virksomheder, skoler, Fælles Elevråd, Ungerådet, politikere og kommunen mødes for at drøfte og udvikle muligheder for et øget samarbejde mellem skoler og virksomheder.
På jobfestivalen møder eleverne tre oplægsholdere, der fortæller om deres erhverv og karrierevej. Derefter kan de besøge en lang række stande med erhvervsdrivende samt lærere og elever fra de omkringliggende erhvervsskoler.
Jobfestivalen og temaet om uddannelse og erhverv indgår desuden i elevernes undervisning.

Kontakt

Center for Dagtilbud og Skole

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4000
Skriv til os via Digital Post (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)

Relevante links