Kildehuset flytter

Et flertal i Furesø Byråd besluttede onsdag aften at pege på den tidligere FFO-bygning, Bifrost, ved Solvangskolen som nye rammer for daginstitutionen Kildehuset.

En nyindrettet og ombygget daginstitution ved Solvangskolen skal danne rammerne for Kildehusets børns hverdag. Det besluttede Furesø Byråd i går aftes, hvor et flertal peger på Bifrosts lokaler som de bedst egnede til at huse Kildehusets børn i de kommende år.

”Vi ønsker at skabe de bedst mulige rammer for børnenes hverdag og pædagogernes arbejde. En flytning af Kildehuset giver mulighed for et fremtidssikret og godt dagtilbud med en række muligheder, vi ikke kan tilbyde børnene og medarbejderne i Kildehuset, som det er nu,” fortæller Bettina Ugelvig Møller (A), formand for Udvalget for dagtilbud og familier.

Nogle af potentialerne ved den nye placering er ifølge Bettina Ugelvig Møller flere, mindre legezoner, hvor det enkelte barn kan fordybe sig i fred og ro, eller hvor børn i mindre grupper kan lege sammen om en aktivitet. Udendørs-arealerne og legepladsen indbyder desuden til mange aktiviteter, da der er både græsarealer, beplantning og udfordringer i terrænet, små gemmesteder og plads til boldspil og mooncars. Hertil kommer Bifrosts placering i umiddelbar nærhed til flere idrætsfaciliteter, hvor de større børn kan lege mere organiserede idrætslege og lære at være flere sammen om en fælles aktivitet.

Den rigtige beslutning

Der er meget godt at sige om de nye rammer, mener Bettina Ugelvig Møller, og hun ser frem til, at forældre og medarbejdere nu går i gang med at få indretningen af de nye rammer på plads.

”Nu da beslutningen er taget, er det vigtigt, at vi i et godt samarbejde sætter en fælles retning for Kildehusets nye profil som daginstitution. Heldigvis er vi allerede langt takket være det grundige forarbejde, som forældre og personale har lavet med en vision for Kildehuset. Deres forslag og ønsker vil indgå som et væsentligt udgangspunkt for det videre arbejde med placeringen i Bifrost,” siger Bettina Ugelvig Møller.

Forud for udvalgets beslutning har forældre og medarbejderne nemlig arbejdet med scenarier, ønsker og pædagogiske visioner for Kildehuset, og inddragelsen af forældre og medarbejderne fortsætter, lover udvalgsformanden.

”Vi skal have alle gode ideer med fra begyndelsen og i god tid, inden vi gennemfører de nødvendige ændringer og udformning af nye børnemiljøer i Bifrost. Derfor går vi i gang hurtigst muligt og inviterer til det første arbejdsgruppemøde lige på den anden side af sommerferien,” slutter hun.

Arbejdet vil handle om indretningen og ombygningen af Bifrost samt ændringer af legepladsområdet.

Byrådets beslutning kan findes på www,furesoe.dk/dagsordener

Det videre arbejde

Tidsplanen for byggeudvalget forventes at blive følgende:

  • Opstartsmøde, uge 34
  • Byggeudvalg nedsættes og evt. opstartsmøde, uge 36
  • Første byggeudvalgsmøde, uge 38
  • Andet byggeudvalgsmøde, uge 40
  • Evt. tredje byggeudvalgsmøde, uge 43 

Herefter går arbejdet med ændringerne i gang

Kontakt

Bettina Ugelvig Møller

Nørrevænget 61
3500 Værløse
Tlf.: 7216 5909
E-mail: bum1@furesoe.dk

Center for Dagtilbud og Skole

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4000
Skriv til os via Digital Post (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)