Sunde furesøborgere sidder for meget stille

Lidt mere bevægelse i dagligdagen skal der til, hvis furesøborgernes generelt gode helbred ikke skal lide under stillesiddende arbejde og pendling. Samtidig er der brug for en særlig opmærksomhed på både inaktive og stressede unge.

Furesøborgernes sundhedstilstand er generelt god, men der er plads til forbedringer. Særligt i forhold til fysisk inaktivitet og trivsel hos unge og voksne under 40 er der noget at tage fat på.

Det viser en ny national undersøgelse af danskernes sundhed, der placerer Furesøs borgere flot over gennemsnittet på flere parametre sammenlignet med borgerne i Region Hovedstadens kommuner i øvrigt. De fleste borgere i undersøgelsen mener da også selv, de har en god livskvalitet. 

Pulsen skal op

Alligevel går udviklingen i den forkerte retning på en del livsstilsparametre, når man sammenligner med tidligere undersøgelser, fortæller Matilde Powers (A), formand for Udvalg for sociale forhold, Sundhed og et godt Seniorliv.

"Borgerne i Furesø Kommune har grundlæggende sunde vaner, hvilket er rigtig positivt. Men desværre kan vi også se, at vi på flere områder alligevel bliver mere usunde. De unges trivsel er forværret, og vi bevæger os generelt ikke nok. Hvis vi vil undgå livsstilsygdomme såsom sukkersyge, har vi brug for at få pulsen op i hverdagen," understreger hun.

Skift til de sunde rutiner

Furesøborgerne transporterer sig typisk i bil eller med bus og tog til og fra arbejde. Det gælder ikke mindst den yngre del af befolkningen. 83 procent af de 16 - 34 årige sidder ned i mere end otte timer dagligt eksempelvis på jobbet, i bilen eller foran skærmen. Med den stillesiddende tid adskiller furesøborgerne sig negativt, i forhold til gennemsnittet for regionen, fortæller udviklingskonsulent på sundhedsområdet i Furesø Kommune, Henriette Curtz Jansen:  

"De nye tal slår ned på nogle relevante temaer i vores moderne livsførelse. Vi ved fra forskningen, at selvom man for eksempel løber en halv time et par gange om ugen, har man alligevel en øget risiko for at udvikle livsstilsygdomme, hvis man har meget stillesiddende tid i bilen, på arbejdet eller foran en skærm. Men der skal ikke meget til at vende billedet. Stig af toget en enkelt station før du plejer, fravælg elevatoren, hold gående møder og rejs dig fra stolen mindst en gang i timen, også om aftenen. Så holder du dig i gang."

Matilde Powers ser oplagte muligheder for at målrette de sundhedsfremmende indsatser i kommunen til de faktiske udfordringer, som sundhedsprofilen afdækker.

"Vi har alle muligheder for at vælge aktive transportformer og få bevægelse i vores dagligdag her i Furesø. Naturen og idrætsforeningerne ligger lige uden for døren. Dem skal vi i højere grad tænke ind i det sundhedsfremmende arbejde, og så skal vi i kommunen tænke mere på tværs af udvalgs- og fagområder, når vi drøfter sundhed. Har vi fat i de rigtige, målrettede tilbud? Og hvad kan vi som politikere gøre for at fremme hverdagsbevægelsen - for eksempel så vi får opmærksomhed på, at unge og børn får rørt sig - det glæder jeg mig rigtig meget til at drøfte med udvalget, når vi skal arbejde med en ny sundhedspolitik," siger hun.

Stressede unge og flere unge rygere

Udvalgsformanden er desuden særligt optaget af, at flere unge i Furesø i undersøgelsen vurderer, at de er stressede. Knap en tredjedel af de 16-34 årige lever med et højt stressniveau. Det er en stigning på 10 procent fra 2010 og er en bekymrende udvikling, eftersom stress er en tilstand, der har negative fysiske, psykiske og sociale følger.

"Tendensen med, at unge mennesker er pressede i hverdagen er kendt fra hele landet, men i Furesø Kommune ligger det os meget på sinde at få vendt den bekymrende udvikling. Derfor er netop den mentale sundhed hos unge et af vores store politiske fokusområder, blandt andet i det netop vedtagne arbejdsprogram for byrådet", fortæller Matilde Powers.

Bekymrende er også udviklingen i de unges rygevaner. Efter en årrække med fald i antallet af rygere, stiger tallet nu - både regionalt og nationalt.

"I Furesø har vi ved årsskiftet indført røgfri arbejdstid på alle kommunale arbejdspladser i kommunen. Derfor er det helt oplagt, at vi nu også indfører røgfri skoletid, for selvfølgelig skal vores børn have de bedste rammer for at leve et langt og sundt liv," understreger udvalgsformanden.

Det politiske udvalg for sociale forhold, Sundhed og et godt Seniorliv vil i løbet af 2018 arbejde med en ny sundhedspolitik for Furesø Kommune med afsæt i data blandt andet fra "Sundhedsprofil for Region Hovedstaden og Kommuner 2017".

Kontakt

Matilde Powers

Tibberup Allé 39
3500 Værløse    
E-mail: map1@furesoe.dk
Tlf. 7216 5646

Center for Social og Sundhed

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4000
Skriv til os via Digital Post (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)

Relevante links